Musikken
Middagsmusik i Fes: oud, violin og darbuka
De tre instrumenter, du hører ved en middag på et palads i Fes, hvor de kommer fra, og hvordan de knytter an til byens ældre andalusiske musiktradition.
Reservér din plads ved bordet ↗Tre instrumenter, ét band
Tre instrumenter bærer aftenens lyd: violinen, ouden og darbukaen. Et live folkloreband spiller gennem middagen, og programmet er bandets eget valg den pågældende aften, så intet bestemt stykke er lovet. Det, du kan regne med, er lyden af instrumenter, der har været spillet omkring Middelhavet og i Mellemøsten i meget lang tid. Hvert instrument har sin opgave: ét synger linjen, ét plukker den, ét holder pulsen.
Ouden
Ouden er en kort-halset, pæreformet lut uden bånd, normalt med 11 strenge i seks kor. Dens historie er lang og veldokumenteret: filosoffen al-Kindi fra det 9. århundrede beskrev dens konstruktion i et brev, og Wikipedia bemærker, at vestlige lutter udviklede sig fra den middelalderlige islamiske oud. I et folkloreband er den den plukkede linje, den der kan bære både melodi og akkompagnement på én gang.
Darbukaen
Darbukaen er en bægerformet tromme med en enkelt skindoverflade, der er vidt udbredt i traditionel musik i Nordafrika, Mellemøsten og på Balkan. Spillerne holder den under den ene arm eller lægger den sidelæns på skødet og slår på den med fingerspidserne og håndfladen, hvilket giver en klangfuld lyd, der hurtigt dør ud. Wikipedia skelner mellem to hovedstilarter: Den egyptiske type har afrundede kanter omkring skindet, hvilket passer til hurtige rul, mens den tyrkiske type blotlægger kanten, så spilleren kan knipse fingrene mod skindet.
Violinen i et marokkansk orkester
Violinen har en fast plads i marokkansk musik. Det marokkanske andalusiske orkester bruger, som Wikipedia beskriver det, oud, rabab, darbuka og kamanja, det arabiske navn for violin. De samme instrumenter befinder sig altså i to verdener på én gang: byens koncerttradition og det livlige folkloreband, der spiller, mens du spiser. Familien omfatter også rabab, en tamburin og qanun.
Fes og dens klassiske tradition
Fes forbindes med tarab al-āla-stilen, et resultat af en stor migration af muslimer fra Valencia til byen. Forskere citeret i Fez-artiklen foretrækker navnet āla, der betyder "instrument", frem for betegnelsen "andalusisk musik"; en af dem valgte det for at adskille stilen fra den rent vokale sufitradition. Folklorebandet ved dit bord spiller ikke denne tradition. Det deler instrumentfamilien, og det er det bånd, der er værd at kende.
Hvad en nuba er
I den marokkanske andalusiske tradition er den centrale form nubaen, en suite i fem dele, hver med sin egen rytme. Wikipedia bemærker, at en fuld nuba aldrig opføres i ét stræk, hvilket er en nyttig påmindelse om, hvor omfattende repertoiret er. Marokkos tradition kaldes også den bedst dokumenterede af de andalusiske skoler. Intet af dette vil indgå i middagsprogrammet, men det er den musikalske baggrund for byen omkring paladset.
Festivalen for verdens hellige musik
Fes er også vært for en årlig festival for verdens hellige musik, der begyndte i 1994 og præsenterer religiøs musik fra hele verden; Fez-artiklen placerer den i maj eller juni med koncerter på flere spillesteder i byen. Det er en separat begivenhed med sit eget program og billetter, og middagen har ingen forbindelse til den. Hvis din rejse falder i den sæson, er det den anden måde at høre Fes i sang.
Fra Andalusien til Fes
Fes har længe været en by præget af tilflyttere fra al-Andalus. Wikipedias beretning om Fes el Bali fortæller, at mange af byens første indbyggere var flygtninge, der flygtede fra et oprør i Cordoba, og Fez-artiklen knytter byens klassiske stil til en senere migration fra Valencia. Selve den andalusiske musik, hedder det i artiklen om traditionen, blev angiveligt født i Emiratet Córdoba i det 9. århundrede, hvor Ziryāb nogle gange krediteres som dens opfinder. Sange og instrumenter rejste med de mennesker, der bar dem.
Hvem dette ikke er for
Hvis du ønsker en koncert i stilhed, med et program, en pianists stilhed og ingen klirrende tallerkener, er dette ikke aftenen. Bandet spiller i et livligt lokale til en siddende middag, og danserne bevæger sig mellem bordene. Enhver, der ønsker selve den klassiske āla-tradition, bør lede efter en dedikeret koncert i Fes, ikke en folkloremiddag. Middagen er til at spise, se danserne og lade et livligt band fylde gårdspladsen.
Kilder